Handelsbetingelser Klinik 81 – 2026

1) Accept af rammer og betingelser
Ved booking, køb og påbegyndelse af behandling, kontrol eller forundersøgelse tilkendegiver du, at du har læst, forstået og accepteret klinikkens gældende handelsbetingelser samt øvrigt fremsendt informationsmateriale.
Det er dit eget ansvar at sikre, at du forud for fremmøde har sat dig ind i al relevant information fra klinikken, herunder men ikke begrænset til:

  • Bookingbekræftelse
  • Fremsendt faktura
  • E-mails fra klinikken
  • Informationsmateriale fra klinikken, herunder oplysninger om forundersøgelse, behandling og kontrol, kontraindikationer samt vejledning før og efter behandling
  • Klinikkens handelsbetingelser
  • Instrukser til før forundersøgelse, før og efter behandling samt før kontrol

Information fremsendt via e-mail kan indeholde væsentlige instrukser og krav, som har direkte betydning for, om forundersøgelse, behandling eller kontrol kan gennemføres. Det er derfor en forudsætning, at denne information gennemlæses.

Manglende gennemlæsning af materiale eller manglende kendskab til indholdet fritager dig ikke for ansvar og ændrer ikke på klinikkens gældende rammer og betingelser.
Hvis manglende overholdelse af fremsendt information eller klinikkens instrukser medfører, at behandling, kontrol eller forundersøgelse ikke kan gennemføres, hæfter du for den bookede tid i henhold til klinikkens gældende betingelser, herunder punkt 23 og 24.

2) Betalingsmetode
Vi tilbyder betaling med kontant, MobilePay, bankoverførsel eller kort, medmindre andet er oplyst.
Betaling for behandlinger, kontroltider, gebyrer og øvrige ydelser sker i overensstemmelse med klinikkens gældende betingelser.

3) Leveringsmetode
Købte behandlinger, forundersøgelser og kontroller leveres ved fysisk fremmøde til aftalt tid i klinikken.
Online forundersøgelser afholdes via Zoom. Det er en forudsætning for gennemførelse, at Zoom er opsat og testet forud for den aftalte tid, herunder at lyd, billede og internetforbindelse fungerer tilfredsstillende. Manglende mulighed for gennemførelse som følge af tekniske forhold på kundens side ændrer ikke på betalingsforpligtelsen og håndteres i henhold til punkt 24.
Købte produkter afhentes i klinikken efter forudgående aftale. Efter aftale kan produkter ligeledes fremsendes med fragt, hvor fragtomkostninger tillægges købet.

4) Online forundersøgelse – rammer og betingelser
Online forundersøgelse afholdes via Zoom og har til formål at foretage en faglig vurdering af ønsker samt afklare, om behandling er mulig og hensigtsmæssig.
Forundersøgelsen varer op til 60 minutter, og der er mulighed for at stille spørgsmål undervejs.
Forberedelse og rammer
For at forundersøgelsen kan gennemføres fagligt korrekt, er det en forudsætning, at følgende er opfyldt:

  • deltagelse sker fra en enhed med tilstrækkelig billedkvalitet og stabilitet, hvor computer anbefales
  • ved brug af telefon skal denne have et velfungerende kamera og kunne placeres stabilt i korrekt højde
  • der skal være god belysning med lys placeret foran ansigt og krop, så behandlingsområdet fremstår tydeligt og uden skygger
  • loftbelysning alene er ikke tilstrækkeligt og kan ikke stå alene som lyskilde
  • utilstrækkelig belysning kan medføre, at forundersøgelsen ikke kan gennemføres fagligt korrekt
  • der skal være plads til at kunne træde tilbage, så behandlingsområdet kan ses tydeligt og lige forfra
  • forundersøgelsen skal foregå i rolige og private omgivelser uden forstyrrelser
    Forundersøgelsen kan ikke gennemføres under forhold, hvor ovenstående ikke er opfyldt, herunder eksempelvis på farten, på arbejdsplads, i bil eller lignende.
    Tekniske krav
    Det er en forudsætning for gennemførelse, at:
  • Zoom er installeret og fungerer forud for mødet
  • kamera og lyd er testet inden start
  • internetforbindelsen er stabil
    Det anbefales at logge på 10–15 minutter før aftalt tid. Klinikken kan ved behov kontaktes telefonisk ved mødets opstart, men dette ændrer ikke på ansvaret for at være korrekt klar til forundersøgelsen.
    Deltagelse under forundersøgelsen
    For at kunne foretage en faglig vurdering er det en forudsætning, at:
  • behandlingsområdet kan fremvises efter behov
  • anvisninger fra behandleren følges, herunder eventuel selvvurdering af væv efter instruktion
    Da området ikke kan undersøges fysisk, er korrekt deltagelse afgørende for vurderingens kvalitet.
    Forudgående gennemlæsning
    Forud for forundersøgelsen skal relevant informationsmateriale og øvrig information fra klinikken være gennemlæst.
    Betaling og betingelser
    Online forundersøgelse er som udgangspunkt gratis og uforpligtende, forudsat at ovenstående rammer og betingelser er opfyldt, og at forundersøgelsen kan gennemføres fagligt korrekt.
    Der afsættes tid og ressourcer specifikt til den bookede forundersøgelse. Såfremt forundersøgelsen ikke kan gennemføres eller ikke kan gennemføres retvisende som følge af manglende opfyldelse af ovenstående krav, betragtes tiden som anvendt.
    I sådanne tilfælde opkræves et gebyr på 1.000 kr. for den afsatte tid.

5) Betaling ved booking og reservation af tider
Ved booking af behandling skal der som udgangspunkt ske betaling for den første bookede tid. Tiden er først endeligt reserveret, når betalingen er gennemført.
Ved online booking modtager du en faktura, som skal betales samme dag. Modtages betalingen ikke rettidigt, forbeholder klinikken sig retten til at annullere den bookede tid uden yderligere varsel. Annullering af tiden ændrer ikke på din betalingsforpligtelse for den bookede tid.
Booking er bindende fra det tidspunkt, hvor den foretages, og betalingsforpligtelsen er gældende uanset om betalingen er gennemført eller ej.
Det er muligt at betale fra gang til gang, men betalingen sker altid forud for den enkelte behandling.
Hvis du booker flere tider på forhånd uden klippekort, skal hver behandling være betalt forud for at være endeligt reserveret. Hvis du har en ny tid booket, og der ikke er betalt det fulde beløb for denne, forbeholder klinikken sig retten til at slette den kommende tid uden yderligere varsel. Sletning af tiden ændrer ikke på betalingsforpligtelsen for den bookede tid.
Ved booking reserveres tid, personale, behandlingsrum og udstyr specifikt til dig. Betaling vedrører derfor den reserverede tid samt de ressourcer, der afsættes til behandlingen, herunder personale, behandlingsrum og udstyr – ikke et garanteret resultat.

6) Ændring af bookede tider
Det er muligt at ændre eller udsætte op til 2 allerede bookede tider i et behandlingsforløb. Herefter betragtes alle bookede tider som bindende.
Ønskes yderligere ændringer eller udsættelser, kan dette kun ske efter forudgående skriftlig aftale med klinikken. Sådanne ændringer imødekommes udelukkende i særlige tilfælde og beror altid på en konkret vurdering. Klinikken er ikke forpligtet til at tilbyde ændringer, herunder kompensation i form af ombooking til anden tid.
Foretages der ændring eller aflysning af en tid for 3. gang – uanset tidspunkt – hæfter du for den reserverede tid, medmindre andet er aftalt skriftligt med klinikken på forhånd.

7) Ferie, lukkedage og sygdom i klinikken
Der ydes ikke kompensation i forbindelse med ferie, planlagte lukkedage eller ved sygdom hos klinikkens personale.
Såfremt en tid må aflyses fra klinikkens side, vil klinikken bestræbe sig på at tilbyde en ny tid hurtigst muligt. Der er samtidig mulighed for selv at booke en ny tid via klinikkens online bookingsystem.

8) Klippekort og opgradering
Hvis du inden din første behandling endnu ikke ved, om du ønsker at købe et klippekort, betales der for den enkelte behandling forud. Ved fremmøde til behandlingen har du herefter mulighed for at opgradere til et klippekort ved at betale differencen mellem den allerede betalte behandling og klippekortets pris.
Opgradering til klippekort kan kun ske i forbindelse med den aktuelle behandling og gælder alene fremadrettet. Det er ikke muligt at opgradere bagud i forhold til tidligere gennemførte behandlinger.
Klippekort er personlige, medmindre andet er aftalt skriftligt med klinikken. Eventuel deling eller overdragelse kan alene ske efter klinikkens forudgående godkendelse og alene på de vilkår, klinikken fastsætter.

8.1 – Opgradering til ratebetaling af klippekort
Hvis du ønsker at opgradere dit køb til et klippekort med ratebetaling, vil den allerede forudbetalte behandling indgå som første rate i den samlede betalingsordning.
Der skal i den forbindelse oprettes en individuel ratebetalingsaftale tilpasset dit forløb.
For at klinikken har mulighed for at oprette denne aftale korrekt, er det nødvendigt, at ønsket om ratebetaling meddeles senest 3 hverdage før din behandling.
Hvis klinikken ikke har modtaget besked inden for denne frist, kan opgradering til ratebetaling af klippekort ikke tilbydes.

9) Betaling i rater
Ved køb af klippekort kan der i visse tilfælde vælges ratebetaling. Afhængigt af hvilket klippekort der købes, kan betalingen opdeles i op til 8 rater. De præcise muligheder fremgår under det enkelte klippekort i webshoppen eller aftales særskilt med klinikken.
Ved køb tilmeldes dit betalingskort til automatisk trækning. Første rate betales ved købet, hvorefter de efterfølgende rater trækkes automatisk med 4 ugers mellemrum i henhold til den valgte rateordning. Trækning sker på faste datoer, uanset hvornår behandlingerne er booket eller gennemføres.
Du hæfter for det fulde beløb for klippekortet og de aftalte rater, uanset om du vælger at gennemføre alle behandlinger eller ej.
Det er alene muligt at få behandlet de områder, der er betalt for gennem allerede gennemførte rater.
Hvis en rate ikke betales, annulleres rateaftalen, og den resterende værdi forfalder til øjeblikkelig betaling. Der pålægges samtidig et gebyr på 1.000 kr.
Ved manglende betaling forbeholder klinikken sig retten til at sætte behandlingsforløbet i bero samt annullere fremtidige bookinger, indtil det fulde skyldige beløb er betalt.

10) Gavekort
Gavekort kan købes både fysisk i klinikken og online.
Gavekortet er gyldigt i 3 år fra købsdato, medmindre andet fremgår af selve gavekortet.
Ved køb af gavekort gælder en fortrydelsesret på 14 dage fra tilkendegivelsestidspunktet, medmindre gavekortet helt eller delvist er taget i brug. Ved ibrugtagning bortfalder fortrydelsesretten. For yderligere information henvises til afsnittet om fortrydelsesret og refundering.
Ved køb i klinikken udleveres gavekortet fysisk efter gennemført betaling.
Ved køb online betales gavekortet i forbindelse med købet samt et tillæg for porto. Det fysiske gavekort fremsendes inden for 3 hverdage efter modtagelse af betaling.
Det er kundens ansvar at opbevare gavekortet forsvarligt. Klinikken er ikke ansvarlig for bortkomne eller misbrugte gavekort.

11) Fortrydelsesret
Ved køb af behandlinger har du 14 dages fortrydelsesret fra tilkendegivelsestidspunktet.
Din tilkendegivelse er bindende fra det tidspunkt, hvor den foretages, og fortrydelsesfristen løber fra dette tidspunkt – ikke fra betaling af en eventuel fremsendt faktura.
Hvis behandlingen påbegyndes inden for fortrydelsesfristen, bortfalder fortrydelsesretten for den resterende del af købet.
Manglende betaling af en fremsendt faktura anses ikke som udøvelse af fortrydelsesretten og fritager ikke for betalingsforpligtelsen. Du hæfter derfor for købet, uanset om fakturaen betales rettidigt eller ej.
Ved køb af produkter kan disse kun refunderes inden for fortrydelsesfristen, hvis emballage og eventuel forsegling er ubrudt af hygiejnemæssige årsager.

12) Refundering
Ved fortrydelse af behandlinger
Ved udnyttelse af fortrydelsesretten skal der fremsendes en skriftlig anmodning til kontakt@klinik81.dk med tydelig angivelse af beslutningen samt vedhæftet kopi af kvittering eller faktura.
Oplysninger om registreringsnummer og kontonummer må af hensyn til datasikkerhed ikke sendes via almindelig mail og skal i stedet fremsendes via klinikkens sikre mail: https://ezme.io/u/Xfl/ub6d
Tilbagebetaling sker først, når anmodning og betalingsoplysninger er modtaget korrekt. Herefter gennemføres tilbagebetalingen senest 8 hverdage efter.
Ved fortrydelse af produkter
Ved udnyttelse af fortrydelsesretten skal der fremsendes en skriftlig anmodning til kontakt@klinik81.dk med tydelig angivelse af beslutningen samt vedhæftet kopi af kvittering eller faktura.
Herefter aftales et tidspunkt inden for klinikkens åbningstid, hvor produktet som udgangspunkt afleveres fysisk i klinikken.
Returnering kan alternativt ske ved forsendelse til pakkeshop. I sådanne tilfælde skal pakken sendes til pakkeshop OK Plus i Kibæk og tydeligt mærkes med følgende oplysninger:
Klinik 81
Møllegårdsvej 33
6933 Kibæk
Mail: kontakt@klinik81.dk
Tlf.: 42332132
Forsendelse må ikke ske direkte til klinikkens adresse. Returneringer modtages udelukkende ved personligt fremmøde efter aftale eller via den angivne pakkeshop.
Oplysninger om registreringsnummer og kontonummer må af hensyn til datasikkerhed ikke sendes via almindelig mail og skal i stedet fremsendes via klinikkens sikre mail: https://ezme.io/u/Xfl/ub6d
Tilbagebetaling sker først, når både anmodning og betalingsoplysninger er modtaget korrekt, og når produktet er fysisk returneret og modtaget i klinikken. Herefter gennemføres tilbagebetalingen senest 8 hverdage efter modtagelsen af produktet.

13) Reklamation
Der ydes 24 måneders reklamationsret i henhold til købeloven på tilkøbte massageapparater. Reklamationsretten omfatter fejl og mangler, der var til stede på købstidspunktet. Reklamation skal ske inden for rimelig tid efter, at fejlen er opdaget.
Ved reklamation skal du sende en mail til kontakt@klinik81.dk, hvor du beskriver årsagen til reklamationen samt vedhæfter kopi af din kvittering eller faktura. Herefter aftales en tid i klinikkens åbningstid, hvor du kan komme ind med produktet. Produktet vil herefter blive sendt videre til forhandleren for vurdering.
Alternativt kan produktet sendes til klinikken ved forsendelse til pakkeshop, hvorefter klinikken sender produktet videre til forhandleren for vurdering. I sådanne tilfælde skal pakken sendes til pakkeshop OK Plus i Kibæk og tydeligt mærkes med følgende oplysninger:
Klinik 81
Møllegårdsvej 33
6933 Kibæk
Mail: kontakt@klinik81.dk
Tlf.: 42332132
Forsendelse må ikke ske direkte til klinikkens adresse. Returneringer modtages udelukkende ved personligt fremmøde efter aftale eller via den angivne pakkeshop.
Manglende fremsendelse af mail med beskrivelse af reklamationen samt dokumentation for købet, eller fremsendelse af produkt uden forudgående aftale, vil medføre, at reklamationen ikke kan behandles.
Ved godkendt reklamation vil produktet blive repareret, ombyttet, pengene refunderet eller der gives et afslag i prisen, afhængigt af den konkrete situation.

14) Udløbsdato på køb
Enkeltkøbte behandlinger skal anvendes inden for 12 måneder fra købsdato, medmindre andet fremgår.
Klippekort er ligeledes gyldige i 12 måneder fra købsdato, medmindre andet fremgår eller er skriftligt aftalt.
Det er dit eget ansvar at sikre, at købte behandlinger og klippekort anvendes inden udløb. Ubenyttede behandlinger bortfalder ved udløb og refunderes ikke.

Gyldighedsperioden er fastsat ud fra en samlet vurdering af behandlingsforløb, faglige hensyn og klinikkens kapacitetsplanlægning.
Behandlinger med Onda Coolwaves indgår typisk i et sammenhængende forløb, hvor både effekt, vurdering og sammenlignelighed afhænger af, at behandlingerne gennemføres inden for en vis tidsramme. Længere pauser mellem behandlingerne kan påvirke resultatet og det faglige grundlag for opfølgning.
Samtidig planlægges klinikkens kapacitet og behandlingsforløb ud fra aktive klientforløb. En ubegrænset eller meget lang gyldighedsperiode vil medføre en uforudsigelig belastning af kalender og ressourcer.
Klippekort tilbydes med en reduceret pris i forhold til enkeltkøb. Den fastsatte gyldighedsperiode er en forudsætning for denne prisstruktur.
Gyldighedsperioden anses derfor som rimelig og proportionel i forhold til behandlingens karakter, forløb og de vilkår, der tilbydes ved køb.

15) Restværdi, værdibevis og overdragelse
Hvis et behandlingsforløb stoppes før alle købte behandlinger er anvendt, kan klinikken efter konkret vurdering og efter aftale vælge at udstede et værdibevis svarende til restbeløbet.
Restværdien opgøres ikke som antal tilbageværende klip eller områder, men som et restbeløb beregnet ud fra det samlede køb fratrukket værdien af allerede gennemførte behandlinger opgjort til gældende pris ved betaling pr. behandling.
Værdibevis udstedes alene efter klinikkens konkrete vurdering. Udløbsdatoen ændres ikke.
Det er ikke tilladt at forsøge at sælge gavekort, værdibeviser, klippekort eller enkelte behandlinger via klinikkens sociale medier eller ved kontakt til klinikkens følgere. Hvis dette sker, bortfalder muligheden for overdragelse permanent.
Enhver overdragelse kræver klinikkens forudgående skriftlige godkendelse. Klinikken er ikke forpligtet til at godkende overdragelse.
Valg om at stoppe et behandlingsforløb før tid ændrer ikke på de indgåede betalingsforpligtelser.
Dette gælder uanset årsagen til ophør, herunder men ikke begrænset til:
• Helbredsmæssige forhold
• Graviditet
• Flytning
• Ændret livssituation
• Manglende tid eller prioritering
• Utilfredshed med egen fremgang eller oplevelse
• Andre personlige forhold
Medmindre andet er aftalt skriftligt med klinikken forud for købet, er aftalen bindende i henhold til de gældende handelsbetingelser.

16) Krav og forudsætninger før behandling
For at behandling kan gennemføres, er det en forudsætning, at du overholder klinikkens gældende krav og instrukser før fremmøde.
Dette omfatter blandt andet, men er ikke begrænset til:
• at du har sat dig ind i fremsendt materiale
• at relevante helbredsoplysninger er oplyst rettidigt
• at huden er fri for makeup, lotion, cremer og kropsolier på behandlingsområdet
• at smykker og piercinger i behandlingsområdet er fjernet
• at eventuel kraftig hårvækst i området er trimmet eller barberet
• at du møder i egnet undertøj, herunder samme undertøj ved behandlingsforløb hvor sammenligning indgår
• at øvrige specifikke instrukser fra klinikken er fulgt
Det anbefales endvidere, at:
• behandlinger så vidt muligt planlægges uden for menstruationsperioden
• direkte sol på behandlingsområdet undgås i minimum 24 timer før og efter behandling
• fugtgivende og blødgørende cremer undlades på behandlingsområdet i 48 timer før behandling
• der indtages tilstrækkeligt væske før og efter behandling
Såfremt manglende overholdelse af klinikkens krav eller instrukser medfører, at behandlingen ikke kan gennemføres fagligt korrekt eller forsvarligt, hæfter du for den bookede tid i henhold til klinikkens gældende betingelser, herunder punkt 23.

17) Helbredsoplysninger, kontraindikationer og klinikkens vurdering
Det er dit ansvar at oplyse om alle relevante helbredsmæssige forhold, medicinforbrug, tidligere behandlinger samt andre forhold, der kan have betydning for behandlingens sikkerhed eller effekt.
Dette gælder også forhold, hvor der er mistanke om en tilstand, som endnu ikke er lægeligt afklaret.
Sker der ændringer i din helbredsmæssige situation under et forløb, skal disse meddeles klinikken straks og i så god tid som muligt inden næste behandling, kontrol eller forundersøgelse.
Hvis relevante helbredsoplysninger først oplyses ved fremmøde, og dette medfører, at forundersøgelsen, behandlingen eller kontrollen ikke kan gennemføres, hæfter du for den bookede tid i henhold til klinikkens gældende betingelser, herunder punkt 23 og 24.
Behandleren foretager altid en faglig vurdering, og det er til enhver tid klinikken, der afgør, om forundersøgelse, behandling eller kontrol kan gennemføres.
Klinikken forbeholder sig retten til at afvise, udskyde eller afbryde behandling, hvis behandlingen ikke vurderes fagligt forsvarlig eller relevant.
Du skal melde afbud og blive hjemme, hvis du mærker sygdomssymptomer af nogen art – også selvom de er milde. Det gælder fx forkølelse, hoste, feber, halsbetændelse, infektioner eller influenzasymptomer.
Årsagen er, at Onda Coolwaves-behandlinger påvirker kroppens kredsløb og lymfesystem. Når kroppen i forvejen arbejder på at bekæmpe sygdom, kan en behandling derfor belaste kroppen yderligere og forlænge sygdomsforløbet. Derudover vil kroppen under sygdom ikke reagere optimalt på behandlingen, da immunforsvaret allerede arbejder på højtryk. Det betyder, at effekten af Onda Coolwaves-behandlingen kan blive nedsat, fordi kroppens energi bruges på helbredelse frem for på den fysiologiske proces, behandlingen normalt aktiverer.
Derudover kan klinikken ikke påtage sig risikoen for smittespredning blandt behandlere og øvrige klienter, da dette kan medføre midlertidig lukning og dermed påvirke både dig, klinikken og andre klienter.
Mødes der op med sygdomssymptomer, kan forundersøgelse, behandling eller kontrol ikke udføres. Dette betragtes som udeblivelse og afregnes i henhold til klinikkens gældende afbudsbetingelser.
Det er ikke tilladt at medbringe børn i klinikken til behandling, kontrol eller forundersøgelse, medmindre andet er aftalt skriftligt med klinikken på forhånd. Dette gælder også syge børn.
Mødes der op med barn uden forudgående skriftlig aftale, kan forundersøgelse, behandling eller kontrol ikke udføres. Tiden betragtes i så fald som anvendt og afregnes i henhold til klinikkens gældende afbudsbetingelser.

18) Foto, målinger og vejning
Som en fast og ufravigelig del af klinikkens behandlingsprotokol foretages der ved alle behandlinger og relevante kontrolforløb:
• standardiseret fotodokumentation
• målinger (medmindre at det er et ikke målbart område)
• vejning
Dette anvendes til faglig vurdering af udgangspunkt og udvikling samt sikring af det bedst mulige sammenligningsgrundlag.
Behandling og kontrol er betinget af, at ovenstående kan gennemføres.
Hvis medvirken til foto, målinger og vejning ikke ønskes, eller hvis dette ikke kan gennemføres som følge af forhold på din side, kan behandling eller kontrol ikke udføres. Dette betragtes som udeblivelse og afregnes i henhold til klinikkens gældende afbudsbetingelser.

19) Ejerskab og anvendelse af dokumentation
Al billeddokumentation, målinger, vejning og øvrig registrering udarbejdet i forbindelse med behandling er klinikkens interne dokumentation og tilhører klinikken.
Materialet anvendes udelukkende til intern faglig vurdering, opfølgning, dokumentation af behandlingsforløb samt kvalitetssikring.
Materialet udleveres som udgangspunkt ikke som led i det almindelige behandlingsforløb.
Materialet anvendes ikke til markedsføring uden særskilt, udtrykkeligt samtykke.

20) Vejledende dokumentation og vurdering af resultat
Målinger, vejning og billeddokumentation anvendes som vejledende redskaber og udgør ikke en eksakt målemetode eller selvstændigt bevis for behandlingens effekt.
Vurdering af udvikling og resultat sker altid på baggrund af en samlet og faglig helhedsvurdering.
Klinikken tilstræber at skabe så ensartede og kontrollerede forhold som muligt, men sammenligningsgrundlaget kan påvirkes af en række forhold, herunder blandt andet:
• kropsholdning og vægtfordeling
• tidspunkt på dagen
• væskeindtag og madindtag
• væskeophobning
• hormonelle udsving og menstruationscyklus
• fordøjelse, oppustethed og forstoppelse
• søvn, stress og fysisk aktivitet
• påklædning, undertøj og trykmærker i huden
Det kan derfor ikke garanteres, at målinger foretages på præcis samme punkt hver gang, eller at billeder og målinger kan sammenlignes fuldstændigt ens fra gang til gang.

21) Resultater og forventningsafstemning
Behandling med Onda Coolwaves er en forbedrende behandling med det formål at reducere fedt, forbedre hudens struktur og opnå synlige forandringer i det behandlede område.
Der gives ikke garanti for:
• et bestemt antal centimeter reduktion
• et bestemt visuelt resultat
• at et ønsket mål opnås inden for et bestemt antal behandlinger
• samme effekt hos alle klienter
Eventuelle faglige skøn, forventningsafstemninger eller estimater for behandlingsforløb, antal behandlinger eller forventede forandringer er alene vejledende og udgør ikke en garanti.
Resultater varierer fra person til person og afhænger blandt andet af udgangspunkt, vævets beskaffenhed, hudens kvalitet, livsstil, hormonelle forhold, vægtændringer, væskeophobning og kroppens individuelle respons på behandlingen.

22) Rammerne for den bookede behandling
Ved booking hæfter du for de bookede områder og den afsatte behandlingstid.
Det er dit ansvar at sikre, at du har afsat tilstrækkelig tid til den behandling og det antal områder, der er booket.
Booking af tider i klinikken må kun ske, hvis du på bookingtidspunktet med sikkerhed har til hensigt at gennemføre den planlagte behandling. Du må derfor ikke booke tider med henblik på at holde eller reservere plads i kalenderen, hvis du er i tvivl om, hvorvidt behandlingen ønskes gennemført.
Ved booking reserveres tid, personale, behandlingsrum og udstyr specifikt til dig, og tiden kan ikke stilles til rådighed for andre klienter. Ændringer i dine forhold efter booking ændrer ikke på, at tiden har været reserveret til dig, og at de gældende betingelser for afbud, ændringer og betaling fortsat er gældende.
Hvis du kommer for sent, går før tid eller af anden årsag ikke kan modtage alle de bookede områder, hæfter du fortsat for betalingen for de bookede områder og den reserverede tid.
Ved forsinkelse på 10 minutter eller mere betragtes det som udeblivelse, medmindre klinikken konkret beslutter andet.

23) Afbudsbetingelser ved behandling
Afbud eller ændringer skal foretages via klinikkens online bookingsystem inden for fristen eller via mail. Ved afbud eller udsættelse senere end 48 timer før aftalt tid kan dette udelukkende ske via mail.
Klinikken modtager ikke afbud via telefon eller sms.
Afbud anses først som modtaget, når klienten har modtaget et autosvar fra klinikken på mail. Da der kan være en svartid på op til 3 hverdage, skal der ikke forventes yderligere svar på afbuddet. Afbuddet er registreret, så snart autosvaret er modtaget.
Ved booking reserveres tiden specifikt til dig, og klinikken afsætter personale, behandlingsrum og udstyr til den aftalte behandling.
Afbud eller ændringer skal meddeles senest 48 timer før aftalt behandlingstid.
Ved afbud eller udsættelse senere end 48 timer, men senest 24 timer før aftalt behandlingstid, opkræves 50 % af behandlingens pris.
Ved afbud eller udsættelse senere end 24 timer før aftalt tid, samt ved udeblivelse, opkræves 100 % af behandlingens pris.
Ved dokumenteret akut sygdom opkræves dog 50 % af behandlingens pris, hvis afbud meddeles senere end 24 timer før aftalt tid eller ved udeblivelse.
Bestemmelsen om reduceret betaling ved dokumenteret akut sygdom gælder kun ved akut opstået sygdom eller sygdomssymptomer opstået inden for 48 timer før den aftalte behandlingstid. Kendt sygdom eller symptomer, der har været til stede tidligere end 48 timer før aftalt tid, er ikke omfattet, hvis der ikke er meldt afbud rettidigt, så klinikken har haft mulighed for at tilbyde tiden til en anden klient.
Hvis du ikke er mødt op senest 10 minutter efter din aftalte tid, betragtes det som udeblivelse.

Ved for sent afbud eller udeblivelse fremsendes faktura i henhold til klinikkens afbudsbetingelser. Fakturaen skal betales inden for 8 dage.
Modtager klinikken gyldig dokumentation for akut sygdom inden fakturaens betalingsfrist, reguleres fakturaen til 50 % af behandlingens pris i overensstemmelse med betingelserne. Betalingsfristen forbliver uændret.
Ved manglende betaling forbeholder Klinik 81 sig retten til at sætte behandlingsforløb i bero samt annullere fremtidige bookinger, indtil det fulde skyldige beløb er indbetalt.

Dokumentation ved sygdom
Dokumentation skal bekræfte, at akut sygdom har været årsag til for sent afbud eller manglende fremmøde, og dokumentationen skal være dateret i nær tilknytning til den aftalte behandlingstid.
Gyldig dokumentation kan eksempelvis være:

  • lægeerklæring
  • journalnotat eller behandlingsnotat fra lægebesøg
  • dokumentation for kontakt med egen læge, lægevagt eller hospital
  • anden relevant sundhedsfaglig dokumentation
    Manglende dokumentation sidestilles med almindeligt for sent afbud eller udeblivelse, og fuldt gebyr opkræves.

23.1) Manglende mulighed for gennemførelse ved fremmøde
Hvis behandling ikke kan gennemføres på grund af forhold på din side ved fremmøde, sidestilles dette med udeblivelse i henhold til dette punkt.
Dette gælder blandt andet ved:
• fremmøde med sygdomssymptomer. Reduceret betaling ved dokumenteret sygdom finder ikke anvendelse i disse tilfælde
• manglende overholdelse af fremsendte instrukser eller krav før behandling, herunder fremmøde med creme, lotion, olie eller makeup på behandlingsområdet, solpåvirket hud i strid med klinikkens retningslinjer eller manglende klargøring af behandlingsområdet som anvist
• manglende eller for sen oplysning om relevante helbredsforhold
• manglende mulighed for at gennemføre påkrævet foto, måling eller vejning
• fremmøde med barn uden forudgående skriftlig aftale med klinikken
• forsinkelse i et sådant omfang, at behandlingen ikke kan gennemføres fagligt forsvarligt eller inden for den afsatte tid
Når en behandlingstid bookes, reserveres tiden specifikt til dig, og klinikken afsætter personale, behandlingsrum og udstyr til den aftalte behandling. Ved for sent afbud, udeblivelse eller fremmøde, hvor behandlingen ikke kan gennemføres på grund af forhold på din side, kan tiden ikke tilbydes en anden klient med så kort varsel. Betalingen vedrører derfor den reserverede behandlingstid samt de ressourcer, der er afsat til behandlingen. Betalingsforpligtelsen gælder derfor fortsat.

24) Afbudsbetingelser ved forundersøgelse og kontrol
Ved booking af forundersøgelse eller kontroltid reserveres der en konsultationstid specifikt til dig, hvor klinikken afsætter personale og behandlingsrum.
Afbud eller ændringer skal foretages via klinikkens online bookingsystem inden for fristen eller via mail. Ved afbud eller udsættelse senere end 48 timer før aftalt tid kan dette udelukkende ske via mail.
Klinikken modtager ikke afbud via telefon eller sms.
Afbud anses først som modtaget, når klienten har modtaget et autosvar fra klinikken på mail. Da der kan være en svartid på op til 3 hverdage, skal der ikke forventes yderligere svar på afbuddet. Afbuddet er registreret, så snart autosvaret er modtaget.

Ved afbud senere end 48 timer før aftalt tid, samt ved udeblivelse, opkræves et gebyr på 1.000 kr.
Hvis du ikke er mødt op senest 10 minutter efter din aftalte tid, betragtes det som udeblivelse.

Hvis forundersøgelse eller kontrol ikke kan gennemføres på grund af forhold på din side ved fremmøde, sidestilles dette med udeblivelse i henhold til dette punkt. Dette gælder blandt andet ved:

  • manglende opfyldelse af de tekniske eller praktiske krav til online forundersøgelse
  • manglende overholdelse af klinikkens instrukser
  • manglende eller for sen oplysning om relevante helbredsforhold
  • fremmøde med barn uden forudgående skriftlig aftale med klinikken
  • forhold, der gør det umuligt at gennemføre konsultationen fagligt korrekt eller forsvarligt

Gebyret gælder uanset årsagen til det for sene afbud, udeblivelsen eller den manglende mulighed for gennemførelse, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning.
Baggrunden er, at konsultationstiden reserveres i et tidsrum, hvor klinikken ellers kunne have gennemført en behandlingsaktivitet. Gebyret udgør derved kun en delvis dækning af det tab, der opstår ved sent afbud eller udeblivelse.
Når en konsultationstid ikke benyttes eller aflyses med kort varsel, har klinikken ikke mulighed for at tilbyde tiden til en anden klient.

25) Adgang til klinikken og videoovervågning
Klinikken er videoovervåget af hensyn til sikkerhed for både klienter, personale og klinikkens værdier. Der er tydelig skiltning om videoovervågning ved indgange, vinduer og øvrige relevante områder med almindelig adgang.
Optagelserne behandles i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning og anvendes udelukkende til sikkerheds- og kriminalitetsforebyggende formål. Optagelser opbevares som udgangspunkt i op til 30 dage og slettes herefter automatisk, medmindre længere opbevaring er nødvendig i forbindelse med en konkret hændelse, tvist eller efterforskning.
Adgang til optagelser er begrænset til relevante personer med et sagligt behov og håndteres i overensstemmelse med klinikkens interne retningslinjer og gældende lovgivning. For yderligere information om behandling af personoplysninger henvises til klinikkens privatlivspolitik.
Af sikkerhedsmæssige årsager holdes døren altid låst indefra under alle konsultationer og behandlinger.
Hvis du som klient medbringer pårørende, skal disse forblive i venteværelset, og døren skal forblive låst. Pårørende må udelukkende opholde sig i venteværelset og må ikke færdes i klinikkens øvrige lokaler. Pårørende må derfor ikke åbne døren eller forlade klinikken på en måde, der medfører, at døren står ulåst eller åben.
Adgang for børn og øvrige ledsagere kan kun ske efter forudgående skriftlig aftale med klinikken.
Du er som klient ansvarlig for dine pårørendes adfærd under ophold i klinikken. Hvis der opstår tyveri eller anden skade som følge af, at pårørende ikke overholder ovenstående retningslinjer, anses dette som uagtsom adfærd, og du hæfter for det forvoldte tab. Klinikken kan i sådanne tilfælde kræve erstatning i overensstemmelse med de almindelige erstatningsretlige regler.

26) Virksomhedsstruktur og aftalegrundlag
Klinik 81 drives under virksomheden Hypnoterapi Kibæk.
Klinik 81 og Hypnoterapi Kibæk er to selvstændige klinikker med hver deres ydelser og behandlingsområder, men er organisatorisk forbundet og registreret under samme CVR-nummer.
Det betyder, at alle aftaler, køb og betalinger foretaget hos Klinik 81 indgås med den juridiske enhed Hypnoterapi Kibæk, som er den ansvarlige virksomhed.
Fakturering, betalinger og eventuelle økonomiske mellemværender vil derfor fremgå i Hypnoterapi Kibæks navn, uanset at behandlingen er booket eller udført hos Klinik 81.
Eventuelle henvendelser vedrørende betaling, faktura, refusion eller andre økonomiske forhold skal rettes til klinikken via de oplyste kontaktoplysninger.
Ved booking, køb og betaling accepterer du, at aftalen indgås med Hypnoterapi Kibæk som juridisk enhed, og at dette gælder uanset om betegnelsen Klinik 81 fremgår i markedsføring, booking, kommunikation eller på behandlingsstedet.

27) Virksomhedsoplysninger og klageadgang
Klinik 81 drives af Hypnoterapi Kibæk.
CVR-nr.: 39648873
Adresse: Th. Nielsens Gade 96 D st. mf. 7400 Herning.
E-mail: kontakt@klinik81.dk
Telefon: 42332132
Hvis du som kunde ønsker at klage over et køb, en behandling eller øvrige forhold, bedes du i første omgang kontakte klinikken direkte på ovenstående e-mailadresse, så vi har mulighed for at finde en løsning.
Hvis det ikke lykkes at finde en løsning, kan du indgive en klage til Nævnenes Hus, Mæglingsteamet for Forbrugerklager via www.naevneneshus.dk.
Hvis sagen ikke løses ved mægling, kan den indbringes for Forbrugerklagenævnet.